I forbindelse med udgivelsen af den hollandske version af ABAS-3, har Hogrefe i Holland interviewet Ilse Noen om kortlægningen af adaptiv adfærd hos børn og voksne.

Adaptiv adfærd hos børn og voksne

Man dækker bord, laver aftaler, børster tænder og køber ind. Adaptive færdigheder er vigtige for at kunne fungere godt i det daglige, men hvordan får du som kliniker pålidelig indsigt i disse færdigheder? Og hvor relevant er det faktisk at kortlægge adaptive færdigheder? Vi spurgte professor Ilse Noens, der har forsket i adaptiv adfærd hos mennesker med autismespektrumforstyrrelser. Hun har også medvirket til udvikling af den hollandske udgave af ABAS-3, en familie af rating skemaer, der kortlægger børns og voksnes adaptive adfærd.

Hvad er adaptiv adfærd helt nøjagtigt?

Adaptiv adfærd omfatter de færdigheder, som man har brug for, for i praksis at kunne imødekomme forventninger og krav i sin dagligdag. Dermed fokuseres på praktisk adfærd, som man udviser, og ikke til en persons eventuelle potentiale.

Man kan opdele adaptiv adfærd i tre kategorier: konceptuelle-, sociale- og praktiske færdigheder.

Konceptuelle færdigheder kommer til udtryk i måden hvorpå man kan udtrykke noget over for andre og forstår sine omgivelser, og de dækker over læse-, skrive- og regnefærdigheder i dagligdagssituationer. At aftale tid og sted for en aktivitet, eller at indgå i et forpligtende samarbejde er også eksempler på konceptuelle færdigheder.

Sociale færdigheder kommer til udtryk i måden hvorpå man interagerer med andre mennesker, og hvordan man bruger sin fritid. Eksempler på sociale færdigheder kan være at danne venskaber, at være høflig, at hjælpe andre eller at følge de sociale spilleregler i en given kontekst.

Praktiske færdigheder er de mest konkrete og vedrører adfærd, der er nødvendig for at være selvhjulpen derhjemme og i det omgivende samfund. Eksempler kan være at udføre husarbejde, at bruge sin telefon, at børste tænder, at benytte offentlige transportmidler eller at tage sin medicin korrekt.

Så miljøet spiller en vigtig rolle i adaptiv adfærd?

Faktisk afhænger adaptiv adfærd af normerne i miljøet eller i den kontekst, som man indgår i. I vores kultur forventes det for eksempel, at du spiser med en kniv og gaffel, mens det i Kina er almindeligt at spise med spisepinde. Desuden kan niveauet for adaptiv adfærd være højere i én situation end i en anden. For eksempel, hvis et barn selv skifter tøj til gymnastik i skolen, men altid får hjælp til at tage tøj på derhjemme, så udviser barnet mindre god adaptiv adfærd derhjemme end i skolen.

Det er derfor altid meget vigtigt at konsultere informanter fra flere forskellige relevante kontekster eller miljøer for at få et retvisende og komplet billede af en persons adaptive adfærd.

For hvilke målgrupper er der en begrænsning i adaptiv adfærd?

Begrænsninger i adaptiv adfærd forekommer hos mennesker, der af forskellige årsager har svært ved at tilpasse deres adfærd til de krav som stilles i en given kontekst. Dette er per definition tilfældet hos mennesker med væsentligt nedsat intellektuel funktion. Hos mennesker med autismespektrumforstyrrelser ser vi, at deres adaptive færdigheder ofte er mindre gode, end hvad vi ville forvente baseret på deres kognitive færdigheder. Men mennesker med neurokognitive lidelser, sprogproblemer, medfødt hjerneskade, opmærksomhedsforstyrrelser eller sensoriske svækkelser har ofte også svært ved at fungere optimalt i deres omgivende miljø. 

Kort sagt: vurdering af adaptiv adfærd er relevant for forskellige målgrupper med forskellige udfordringer. Der er bestemt ikke altid behov for en diagnose eller et "stempel", da dysfungerende adaptiv adfærd er syndromalt, hvorfor vurdering  af adaptive færdigheder kan være relevant i forbindelse med udredning af mange forskellige psykologiske problematikker. For eksempel er evalueringen af ​​adaptiv adfærd også relevant for socialt udfordrede mennesker, mennesker med migrationsbaggrund eller højtbegavede mennesker. Personer i disse grupper risikerer jævnligt at blive undervurderet eller overvurderet, hvis man kun lægger vægt på intelligensundersøgelser eller skolefærdigheder.

 

For hvilke diagnostiske spørgsmål er det relevant at kortlægge adaptiv adfærd?

Først og fremmest er det adaptive udviklingsniveau diagnostisk relevant: for at en person kan vurderes som havende nedsat intellektuel funktion, skal der findes et betydeligt reduceret niveau af både kognitiv og adaptiv funktion. En relevant udredning skal derfor både omfatte en undersøgelse af adaptiv adfærd og en intelligensundersøgelse. Alvorligheden af ​​eventuelt reduceret intellektuelt funktion bestemmes dermed også af niveauet af adaptiv funktion (og ikke kun af intelligensniveauet). Derudover er vurdering af adaptiv adfærd vigtig som uddybning af en diagnose. Der er fx indikationer på, at uoverensstemmelser mellem en persons intellektuelle niveau og deres adaptive adfærdsniveau kan være forbundet med adfærdsproblemer. Endelig er det også vigtigt i en interventionsorienteret udredning at have indsigt i styrker og svagheder i adaptiv adfærd, så der kan laves en tilpasset interventionsplan.

 

TIP!

ABAS-3 Interventionsguide indeholder anbefalede interventionsaktiviteter til ABAS-3's items for alle fem spørgeskemaer. Der foreslås udviklings- og alderssvarende aktiviteter for alle færdighedsområder som hjælp til klinikeren, der vejleder personen, som er fokus for udredningen.

Personen kan dermed styrke sine tilpasningsfærdigheder inden for relevante færdighedsområder, som er identificeret ved hjælp af ABAS-3.

Du har været med til at udvikle den hollandske version af ABAS-3. Hvad gør ABAS-3 til et så unikt redskab?

ABAS-3 kortlægger adaptiv adfærd i en meget bred aldersgruppe: børn fra 3 måneder til og med voksne i alderen 80 år. Eksisterende udredningsinstrumenter har ofte et mere specifikt aldersinterval, hvilket gør deres anvendelighed begrænset, og de er ofte kun standardiseret for mennesker med intellektuelle handicap, hvilket gør dem mindre egnede til udredning af normaltbegavede personer.

Endelig har ABAS-3 et multidimensionelt format, der gør det muligt at udarbejde en differentieret profil af en persons adaptive adfærd. Eksisterende screeninginstrumenter giver ofte kun et groft mål for den adaptive adfærd uden yderligere differentiering. Imidlertid er det netop i forbindelse med adaptiv adfærd, at forskelle mellem de forskellige domæner er klinisk relevante at bemærke, så relevante interventioner kan skræddersys.

Prof. Dr. Ilse Noens

Prof. Ilse Noens er professor ved forskningsenheden for familie og specialundervisning på universitetet KU Leuven. Hun er medudvikler af forskellige test, herunder de hollandske versioner af ABAS-3, BRIEF-A, ComFor-2, SRS-A og Vineland- S.