Bliv oplært i EDS-R
Er du psykolog, og arbejder du med børn? Vil du gerne have en mere præcis metode til at vurdere børns emotionelle ressourcer og sårbarheder? På dette 2-dages kursus med psykologerne Susan Hart og Jesper Birck får du en grundig oplæring i at anvende EDS-R (Emotionel Development Scale-revised) – et systematiseret vurderingsredskab, der hjælper dig med at kortlægge 4-12-årige børns nærmeste følelsesmæssige udviklingszone og tilrettelægge målrettede interventioner.
EDS-R giver dig et dybdegående indblik i barnets emotionelle kompetencer, så du bedre kan understøtte barnet i pædagogiske eller terapeutiske forløb. Metoden er udviklet til at skabe en mere præcis og praksisnær vurdering, der kan anvendes i rådgivning, behandling og supervision af andre faggrupper.
Datoer og tilmelding
Klik på den ønskede dato og udfyld tilmeldingsformularen.
Hvad er EDS-R, og hvorfor bruge det?
Børn udvikler deres emotionelle kompetencer gennem samspil med omgivelserne. Men hvordan identificerer vi deres nærmeste udviklingszone – det sted, hvor de er parate til at lære og udvikle sig følelsesmæssigt? **EDS-R er designet til netop dette formål**.
Metoden er udviklet af Jesper Birck, Susan Hart og Knud Hellborn i samarbejde med Hogrefe Psykologisk Forlag og har været anvendt i Susan Harts PhD-afhandling, hvor den blev valideret i et stort forskningsprojekt med over 110 psykologer i Danmark og Norge.
EDS-R består af to vurderingsdele
- EDS-R/P – en performance-vurdering, hvor barnets emotionelle kompetencer undersøges i praksis gennem samspil og opgaver
- EDS-R/A – en struktureret vurdering, der indhenter oplysninger fra forskellige kilder for at give et helhedsorienteret billede
EDS-R/A og EDS_R/P kan bruges hver for sig, men ved at kombinere de to får du en dybdegående og nuanceret forståelse af barnets emotionelle kompetencer, som kan bruges til at skræddersy interventioner.
OBS! For at deltage i kurset skal du have anskaffet EDS-R (kan købes hos Hogrefe Psykologisk Forlag) og medbringe materialet på kursusdagene.
Program
Dag 1: Introduktion og praktisk anvendelse
- Introduktion til EDS-R: Baggrund og teoretisk fundament
- Hvordan vurderer vi børns emotionelle kompetencer?
- Mentale organiseringer og deres betydning
- Skala, scoring og struktur i EDS-R
- Praktisk træning i EDS-R/P
Dag 2: Fordybelse og intervention
- Scoring af EDS-R/P og analyse af cases
- Videoklip og samspilsvurdering
- Opbygning og scoring af EDS-R/A
- Fra vurdering til intervention: hvordan omsætter vi resultaterne i praksis?
- Q&A og fælles refleksion
Kursussted
Mødecenter Odense
Buchwaldsgade 48
5000 Odense C
Undervisere
Susan Hart
Susan Hart er cand.psych., PhD., specialist, forsker og supervisor i børnepsykologi og specialist i psykoterapi. Hun har været leder af et kommunalt familiebehandlingscenter og arbejdet på børnepsykiatrisk afdeling. Hun er i dag selvstændig psykolog og har i tidens løb superviseret forskellige faggrupper, der arbejder med børn, voksne og familier. Derudover holder hun mange kurser og foredrag over hele Skandinavien. Hun er forfatter til en lang række bøger omkring neuroaffektiv udviklingspsykologi, som er oversat til flere sprog. Se mere på www.neuroaffect.dk.
Jesper Birck
Jesper Birck er psykolog og foredragsholder med ekspertise i særligt omsorgssvigt og traumer. Han er autoriseret cand. psych., specialist i klinisk psykologi og psykoterapi. Til daglig beskæftiger han sig med supervision, psykologisk udredning, terapi og undervisning. Tidligere har Jesper også arbejdet som psykolog ved PPR og ved Børne- og familierådgivning, og psykologfaglig leder i kommune, samt undervist på Aarhus Universitet. Jesper Birck er desuden certificeret i Bruce D. Perrys neurosequential model of therapeutics (NMT), ligesom han fungerer som underviser og supervisor her.